Havtorn med c-vitamin som en hel appelsin

Det nordiske køkken

Det nordiske køkken har fået medvind. De dyre restauranter mæsker sig i lækkerier fra den danske muld. Jeg har også lyst til at fokusere mere på de danske råvarer, som står heromkring og strutter af næring.

Havtorn

Havtorn er i det nordiske køkken en populær ingrediens. Mit eneste kendskab til dem var, at de stikker af H…til og er vanskelige at få fat i.

I lørdags havde jeg tid og efter, at fredagens kolossale regnmængder, var i gang med at nedsynke i det vestjyske sand, tænkte jeg, at jeg nok kunne slippe til havet uden risiko for at komme i klinch med vandmængderne. Havtornejagt skulle være dagens mål!

Hvor findes havtorn.

Man skal ud til havet og ind og gå imellem klitterne. De gamle klitlandskaber – det er der man skal søge. I lørdags, med en vind af stormstyrke og helt finkornet sand  lige i ansigtet,  gik jeg  på jagt efter de eftertragtede bær. Selv om jeg mange gange måtte knibe øjnene i, kunne jeg se buskene på lang afstand. Med den grålige farve, lancetformede blade og orange bær i overflod er de letgenkendelige.

Jeg havde læst, at bærrene smager forskelligt fra busk til busk. Mest af alt lignede bærrene rønnebær, så jeg gik til smagsprøvningen med en vis skepsis. Det er ganske vist, at der er smagsvarianter. Fælles er dog surheden, men samtidig smager de mildt og eksotisk – lidt som mango.

Jeg bliver nok aldrig storspiser af den friske frugt, men hold da helt op, hvor har havtorn en fantastisk smag når den omdannes til marmelade og kompot. Og for mit indre blik kan jeg se alverdens muligheder i kombination med kødretter, så vel som i desserter.

En symfoni af sundhed

” Havtorn indeholder antioxidanter og et hav af vitaminer – A, C og E, og i skaller og kerner er der tillige de vigtige omega-3 og omega-7 fedtsyrer. Og i et enkelt lille bær er der lige så mange C-vitaminer som i en hel appelsin. ” Citat fra Kok Kim Gravenhorst på DR.Dk

Jeg har spurgt min 80 årige faster, som boede ved vestkysten i Lønstrup som barn, om hun kendte til brugen af havtorn, og hun husker godt, at mange plukkede dem i klitterne og de supplerede fattigmandskosten.

Marmelade testet på lyngturen

Her er den opskrift jeg selv fabrikerede i lørdags og som med velvillig hjælp fra en gruppe friske vestkystvandrere, blev behørigt smagstestet i søndags:

Bær af 1 kg havtorn
Saften af to økologiske appelsiner
225 gram sukker
Skallen fra appelsinerne
Koges indtil sukkeret er opløst.
Der tilsættes:
200 gram reven gulerod og 200 gram reven æble, som koges næsten mørt.
Bærrene tilsættes og der koges yderligere 5-10 minutter.
Der tilsættes geleringsmiddel, ca to teskefulde, efter posens anvisning.
Jeg hælder på skoldede glas og lukker straks. Da jeg ikke konserverer opbevarer jeg marmeladen i køleskab.

Resultatet af testen var overmåde god, hvilket ubetinget må tilskrives den storslåede smag, der er i denne lille vitaminbombe af et bær.
Det kan også afsløres, at vi fandt enkelte havtornebuske i klitterne syd for Houstrup strand og, at der var stor interesse for at få fingrene i de små bær.

God fornøjelse, hvis du begiver dig ud i vestkystens klitter, for at finde denne helt specielle ingrediens til det sunde nordiske køkken. Prøv det – du vil ikke fortryde!

Links til opskrifter på havtorn:
Bogen: Naturens spisekammer af Anette Eckmann. Politikkens Forlag
Dr.DK blog Lev nu:
http://www.dr.dk/levnu/fritid/nordens-citron-lige-nu-er-det-saeson-havtorn

 

 

 

2 tanker om “Havtorn med c-vitamin som en hel appelsin

  1. Du har en fin opskrift med marmelade af appelsin, gulerod, æble og havtorn, men der står desværre ikke noget om hvor mange gram havtorn, du brugte?

    1. Hej igen Lena. Dejligt at få kommentarer fra dig! Det var ca 1 kg havtorn jeg brugte til den opskrift, måske en anelse mere. Nu fik jeg det også rettet i opskriften. Så tak for det!
      Hvis du har kommentarer, som du vil dele med andre er du også velkommen til at skrive på facebook siden “vandreture”.
      Med venlig hilsen Marianne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *