Qigong og vandring en god kombination

Hvad er qigong?

På vestkystvandrings ture arbejder vi ofte med qigong øvelser, derfor denne korte introduktion til qigong.

Qigong er ældgamle kinesiske helseøvelser, som ofte bliver anvendt i forbindelse med den alternative kinesiske medicin og anvendes både forebyggende, helbredende og styrkende. Qigong betyder energitræning eller at arbejde med energi. Øvelserne er designet, så de åbner op for kroppens energistrømme; meridianerne. Øvelserne udføres langsomt, koncentreret og afslappet, så også vejrtrækningen bliver dybere og roligere. Qigong øvelser bruges også i forbindelse med kinesisk kampkunst, tai chi, for at give udøverne et godt og solidt fundament, både fysisk og mentalt.

Hvordan virker qigong?

Idet man udfører øvelserne roligt og koncentreret får man en oplevelse af flow i kroppen. En behagelig fornemmelse af at kroppen arbejder af sig selv, samtidig med at muskler, led, blodcirkulation mv. styrkes.

Det er tydeligt at krop og psyke er meget tæt forbundet. Samtidig med at kroppen falder til ro, så falder sindet også til ro. Mange beskriver, at de mærker en rigtig god effekt på indre uro og angst. Når vejrtrækningen bliver dybere kommer der mere ilt til kroppens celler, hvilket er sygdomsforebyggende. Jo mere regelmæssigt man arbejder med øvelserne jo hurtigere kommer effekten.

Qigong som meditation i hverdagen

Når man kommer hjem efter en travl arbejdsdag kan det være svært at få ro i hovedet, og dem der har prøvet at meditere vil vide, at det ofte er svært at få så meget ro i kroppen og tankerne, at man kan sætte sig ned og meditere. Her synes jeg, at qigong har en kæmpe fordel, fordi det rent faktisk er muligt at lave en serie dynamiske øvelser som lige så stille kan gå over i en meditativ træning i det tempo man selv er klar til det. Når så krop og sind er faldet helt til ro kan man gå over til en stillesiddende meditation, hvis det er det, man gerne vil arbejde videre med.

Det hele menneske

Vestkystvandrings vision er at være med til at styrke livsglæde og sundhed. Vi bruger kombinationen af forskellige elementer som vandring, natur, stilhedsvandring og fællesskab. I den sammenhæng kommer qigong ind som en metode til fordybelses, der er let at anvende i naturen.

Marianne Søby – Vestkystvandring

 

Kilde til “hvad er qigong”:  Tai Chi 18 Qigong Yang stil af Torben Rif

Torben Rif demonstrerer, hvordan energi bringes ned til energicenteret Dan Chen:

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *