Vestkystvandring og sandskulpturfestival

 

Vandring fra Nymindegab til Hvide Sande i sommervarme og en duft af klitter

En dugfrisk beskrivelse af anden etape af vores vestkystvandring. En rigtig klittur, to dages vandring med start ved Nymindegab strand mod Hvide Sande og videre til Søndervig. Vi mødes lørdag formiddag den 27. juni. Himlen er grå, så regnslagene pakkes ud. Heldigvis snyder skyerne, og det bliver solskin i løbet af kort tid. Vi trasker bare derudaf, småsnakkende – vi ved jo, hvad dagen skal bruges til. Ingen problemer, vinden er svag og havet roligt. Kort sagt; det er dejligt. For afvekslingens skyld går vi lidt ind i baglandet, hvor der er kæmpearealer med gult blomsterdække og rævlinge. Her afløser duften af klitter, blomster og varmt sand den friske havluft. Solen skinner. Vi spiser vores håndmadder, mens kroppene bogstaveligt talt suger sommervarmen til sig.

Vi har gået tre timer og er kommet 11 kilometer nordpå. Begiver os atter ud mod havet. Titter op over yderste klitrække. Nu er  der sorte bølger og skumsprøjt, himlen er grå. Vi traver videre langs vandet, i et gråt inferno. Kigger på den ene klit efter den anden. Det er ensformigt at gå her. Tankerne begynder også at gå i stå. Det er en del af konceptet. Få hjernen til af gå i tomgang og lidt ud af spillet. Ikke tænke på dagligdagens problemstillinger, bare gå.

Ligner vi nogen, der har brug for en hjertestarter?

Timerne går og vi går med. Igen ind i klitterne, hvor vi støder på en lille campingplads, bestiller en kande kaffe og sætter os i læ. Dejligt! Kaffen serveres med et glimt i øjet “Vi har ingen hjertestarter, men kaffen her er ligeså god”. Vi har tilbagelagt 19 kilometer og måske ligner vi nogen, der trænger til en opkvikker. Vi nyder de sidste chokoladerationer.

Fem kilometer tilbage. Vi går igennem Hvide Sande – en meeeeget lang by. Først nu tænker jeg over, at det er min mors fødeby, og at jeg er døbt i den gule kirke. Jeg har tilbragt sommer efter sommer her. Hele vejen fortæller jeg om husene og min familie. Min mor mødte min far lige der i butikken ved el-installatøren, som var min morfar og på det modsatte hjørne boede tolderen, som var min farfar. Mine onkler, tanter og kusiner og fætre var der også.
Mine veninder levede med, kendte sågar familien fra dengang. De små historier dukkede op. Tiden fløj afsted og turen bevægede mere, end jeg lige var forberedt på.

Vandrehjemmet lå midt i en sandklit ligesom alt andet i Hvide Sande gør. Værtsparret var hjælpsomme. Værelserne var i orden, og vi fik et dejligt varmt bad. Vi gik i byen og spiste fisk. De 24 kilometer taget i betragtning, følte vi os godt tilpas.

Dinosaurus festival i Søndervig!

Søndagens etape; Hvide Sande – Nymindegab. De 17 kilometer i fint vejr gik godt. Bortset fra min ene støvle som bare var til gene.  Heldigvis kunne jeg gå i bare tæer, hvilket reddede min dag. Jeg fik lagt vejen forbi sandskulpturfestivalen i Søndervig. Den havde jeg glædet mig til at afslutte turen med, og den viste sig at være god. Åretes tema er dinosaurer, som kunstfærdigt er skabt i sand tilblandet mørtel. Der er ikke kun dinosaurer. Der er skabt et billede af urhavet fra tiden for 65 millioner år siden, med detaljer af smukke søliljer og livagtige rovfisk med videre. Udstillingen er opbygget med enkeltstående figurer samt en meget flot skulpturvæg på over 200 meter. Tilmed er der en sandkasse, hvor børn og voksne kan eksperimentere med egne skulpturer. Det var et anderledes og smukt input til vestkystvandringen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *